HØRINGSSVAR VEDR. REDUCERING AF SPORTSKLASSERNE

Vi skriver på vegne af de berørte idrætsforeninger for at udtrykke vores bekymring og modstand mod
forslaget om at reducere sportsklasserne i Kolding Kommune. Vi ser alle forslaget, som en direkte
ødelæggelse af mange års arbejde for at skabe gode, sunde og trygge rammer for vores unge idrætsudøvere, hvor stor dedikation til både sin sport og skole kan gå hånd i hånd.


Vil der reelt være en besparelse?
På klassetrinene 7., 8. og 9. klasse har man i dag 155 elever. Skærer man en klasse pr. årgang, så forventer vi at 50% af disse vil flytte deres skolegang til andre kommuner. Blot fordi tilbuddet ikke længere vil eksistere i Kolding Kommune, så vil de unge jo ikke stoppe deres passion for sporten. Således er det rimeligt at regne med at 40 elever vil søge til andre kommuner, hvor de kan opnå tilbuddet. Og nu bliver det interessant. En elev koster Kolding Kommune kr. 40.000 om året. Såfremt en elev fra Kolding Kommune søger til nærliggende kommuner, så skal Kolding Kommune kompensere den pågældende kommune kr. 90.000 om året, og dermed bliver eleven altså kr. 50.000 dyrere pr. år. Benytter vi så estimatet og antager at 40 elever vil søge udenbys, så ender Kolding Kommune med en merudgift på kr. 2.000.000 om året. Og så har vi slet ikke berørt den modsatrettede effekt, hvor kommunen i dag får mindst 20 atleter fra andre kommuner, hvor den afgivende kommune betaler Kolding Kommune kr. 90.000 pr. år. pr. idrætsudøver i kompensation. Det er fair at regne med, at også dette tal vil falde med 50% grundet den mindre kapacitet. Disse elever koster naturligvis også Kolding Kommune kr. 40.000, men man mister altså kr. 50.000 i kompensation pr. elev pr. år. Det er kr. 500.000 om året.

Summerer vi således op, så kan vi konkludere at Kolding Kommune vil ende med en merudgift på kr.
2.000.000 i kompensation til aftagende kommuner, samt man mister modtagende kr. 500.000 fra andre
kommune. Det er en samlet sum på kr. 2.500.000 om året!

Det opleves allerede i dag, at samtlige idrætsklasser er fyldt helt op, og det medfører, at flere udøvere ikke bliver optaget på grund af pladsmangel. Disse udøvere søger derfor til andre kommuner.
Dertil kommer de mange tilflyttere til Kolding Kommune som idrætsforeningerne tiltrækker hvert eneste år.
Det er et stort antal familier som foreningerne tiltrækker hvert år, det store skattegrundlag som følger med tilflytterne, mister kommunen dermed.

Desuden kommer at nedgangen af idrætsudøvere i folkeskolerne, ligeledes vil presse antallet på
ungdomsuddannelserne. Dermed vil kommunen også miste flere unge studerende.
Nedenfor skitseret et udvalg af argumenter for bevaring af idrætsklasserne som de er i dag.

  1. Ødelæggelse af talentmiljøerne
    En reduktion af sportsklasserne til ét spor vil reelt set sætte talentudviklingen i Kolding på pause.
    Sportsudøvere med særlig forudsætninger for at nå et højt sportsligt niveau har brug for at investere store mængder tid og træning i deres sportsgren. Samtidig er det essentielt for den menneskelige udvikling, at udøverne i lige så høj grad kan prioritere og passe sin skole. For skabe denne sammenhæng og muliggøre begge dele, så er sportsklasserne helt essentielt. Ved at begrænse adgangen til sportsklasserne vil kommunen hæmme den kontinuerlige udvikling af unge talenter, som har brug for disse betingelser for at nå deres fulde potentiale. Dette vil få langsigtede konsekvenser for både atleterne, klubberne og for Kolding som sportsby.

    En potentiel nedgang af elever i folkeskolen vil ligeledes betyde færre studerende på ungdomsuddannelserne, og vil således også presse det gode talentarbejde der foregår i ungsenior årene – som er de mest kritiske år, i overgangen til at blive en dygtig elite atlet.
  2. Et stærkt samarbejde siden 2008
    Sportsklasserne i Kolding har siden 2008 været en integreret og succesfuld del af byens uddannelsestilbud.
    Gennem de sidste 15 år har dette samarbejde mellem skoler, sportsklubber og kommunen skabt et miljø, hvor talentfulde unge atleter har kunnet kombinere deres skolegang med deres sportslige udvikling. At reducere antallet af sportsklasser vil undergrave et veletableret samarbejde, der har givet store sportslige, faglige og sociale resultater for både eleverne, klubberne og kommunen som helhed. Der er i årets løb kommet flere idrætsgrene med i samarbejdet. En nedsættelse af antallet af optaget hvert år vil betyde at alle idrætsgrene vil få færre eller ingen optaget i klasserne.
  3. Kolding Kommune som Elite Kommune
    Kolding Kommune har i mange år haft en klar målsætning om at være en Elite Kommune, hvilket blandt andet kommer til udtryk gennem samarbejdet med Team Danmark. Dette samarbejde har været et centralt element i at udvikle og fastholde talentudvikling på tværs af forskellige sportsgrene. En nedskæring af sportsklasserne er i direkte modstrid med samarbejdsaftalen med Team Danmark og kommunens egne ambitioner om at være en førende Elite Kommune. En sådan beslutning er et tydeligt signal om, at kommunen ikke længere prioriterer talentudvikling på en måde, som harmonerer med denne ambition.
  4. Flugt fra Kolding
    Hvis antallet af sportsklasser reduceres, risikerer vi, at både nuværende og potentielle nye elever vælger andre byer, der fortsat kan tilbyde et stærkere og mere omfattende sportsfagligt miljø.
    En reduktion af sportsklasserne betyder en forringelse af det tilbud, vi som kommune kan give vores unge talenter. Når vi skærer ned på ressourcerne, udvander vi kvaliteten af det samlede produkt, som sportsklasserne udgør. Kolding risikerer dermed at falde bagud sammenlignet med andre byer, der fortsat investerer i og udvikler deres sportslige uddannelsestilbud.
  5. Elitesport understøtter breddeidræt
    Sportsklasserne i Kolding Kommune har i mange år været en central del af kommunens strategi for både elite- og breddeidræt. Elitesport og breddeidræt er tæt forbundne, og begge har gavn af et sundt og stærkt sportsmiljø. Ved at give de mest talentfulde unge mulighed for at udvikle sig i et dedikeret miljø, skaber sportsklasserne ikke kun fremtidige eliteatleter, men de inspirerer også breddeidrætten i hele kommunen.
    De unge, der deltager i sportsklasserne, bliver rollemodeller for deres jævnaldrende og yngre børn i
    lokalsamfundet. Deres engagement og præstationer motiverer flere børn og unge til at deltage i
    sportsaktiviteter, hvilket fremmer en sund livsstil og stærke fællesskaber. Dette er en synergieffekt, der forstærker både talentudviklingen og den generelle sportsdeltagelse i kommunen.
    Ved at investere i vores unge talenter investerer vi også i en stærkere, sundere og mere aktiv fremtid for hele kommunen.
  6. Kommunens egne talenter på 1. holdene.
    Det er afgørende, at vi investerer i et stærkt talentudviklingsmiljø for kommunens egne talenter, hvis vi ønsker at se dem repræsenteret på byens 1. hold – indenfor de forskellige idrætsgrene. Uden en målrettet indsats på dette område risikerer vi at miste den lokale forankring, som er essentiel for både markedsføringen af byen og opbakningen til vores eliteidræt. Ingen medaljer og pokaler til byen. Når Kommunens egen talenter ikke er stolt repræsenteret på eliteplan, mindskes både interessen og støtten fra borgere og sponsorer, hvilket vil få langsigtede negative konsekvenser for både sporten og byens image. Lad os derfor sikre en fremtid med lokale talenter i front.

Hermed citater fra de forskellige idrætsforeninger som har idrætsudøvere på Brændkjærskolen.

Morten Bugge, Bestyrelsesmedlem Kolding IF Padel Club
”KIF Padel Club er netop blevet optaget som del af Kolding Talent og bliver de første i Danmark til at
tilbyde padelspillere en unik mulighed for at kombinere elitetræning indenfor padel med en ungdomsuddannelse. Vi er stolte af det sker i Kolding og netop igennem Kolding Talent som vil muliggøre en komplet akademiløsning. Som udbyder af disse tilbud er det afgørende for vores arbejde med at tiltrække og udvikle talentmiljøet, at der sikres en langsigtet prioritering fra Kolding Kommune.”


Bjørn Reinert Agerup, Sportslig ansvarlig Kolding IF Håndbold.
“Vi har været med siden starten i 2008 og kan se hvad det har betydet for talentudviklingen i vores klub. Det er helt tydeligt at det element at have styr på hverdagen med skole, træning og familieliv er afgørende for om man lykkedes over tid, den sammenhæng gøres muligt ved hjælp af sportsklasserne på Brændkjærskolen. Det er samtidig afgørende i en holdsport som håndbold at der er mulighed for at optage en mængde, således træningen også kan optimeres. Denne mulighed vil blive fjernet ved at reducere fra to til et spor. Ændres antallet af sportsklasser vil vi være presset til at kikke på vores setup, da det vil sætte vores træningsmiljø et stort skridt tilbage. Det vil både gælde internt i forhold til at kunne indfri den enkelte spillers potentiale, men også i forholdet med andre klubber fra andre kommuner. Spillerne er meget mobile i dag og deres mod og lyst til at søge mod de bedste miljøer er meget stor, også i en ung alder.”

Henrik Katborg, Sportschef Kaizen Karate Do.
”Kaizen Karate Do repræsenterer en i Danmark lille sport, men ikke desto mindre har Danmark en stærk
talentudvikling i sporten og klarer os godt internationalt. Kaizen Karate er en af de klubber, der bidrager
mest til denne positive udvikling i dansk karate og er repræsenteret på begge forbundets talentcentre med flere atleter. Klubben har et stærkt udviklingsmiljø og arbejder fokuseret på også at udnytte de muligheder
som eliteklasserne byder. Ved en reducering af sporene fra 2 til 1, ser vi en risiko for at blive ramt særlig
hårdt, da såvel håndbold, fodbold og badminton har langt større talentunderlag end vi og frygter at det
bliver svært at opnå optagelse på skolen, med en forringelse af vores talentudvikling til følge. Vi håber
derfor at Kolding Byråd vil genoverveje dette forslag, og se på andre måder at spare på.”

Jan Løth, Cheftræner og Rikke Fræhr, Formand for K-udvalget i Kolding Svømmeklub.
”De generelle fordele vi har af aftalen i dag er, at vi styrker vores talentudvikling i Kolding SK – da
svømmerne uddannes til at blive kommende sportsfolk – inkluderende morgentræninger, undervisning om trivsel, ernæring, psykologi og styrketræning mm. i professionelle rammer med kompetente undervisere. Det er rigtig vigtigt at talenter indenfor sport kommer i klasse sammen, således at de unge mennesker kan være i et miljø, hvor det er naturligt at prioritere træning, og at de 2 ugentlige morgentræninger foregår i skoletiden – hvilket er en vigtig brik for at få hverdagen til at hænge sammen og en vigtig brik i Kolding SK- mulighed for yderligere talentudvikling. Vi har meget svært ved at se, at Kolding som Team Danmark Elitekommune kan tænke tanken om at spare en linje væk! Det ville være visionært at tænke modsat – hvordan udvikler vi os bedst muligt i Kolding som Team Danmark kommune? Og samtidig benytte os af al den ekspertise vi har i byen på tværs af klubber og sportsgrene. At netværke kunne være nøgleordet – både politikere, ledere, trænere og udøvere. Ligeledes er det interessant for os i Kolding SK at sikre, at alle udøvere på tværs af sportsgrene, har lige vilkår for at blive optaget i ID klasserne således at talentet kan udøves uanset sportsgren.”


Mik Stampe, Næstformand BK Trekanten.
”Det ville være meget ærgerligt for talentidrætten i Kolding kommune, hvis der bliver sparet en hel klasse på hhv. 7, 8 & 9 klassetrin. Talenterne er i de fleste sportsgrene svære at udpege allerede i 7 klasse, og med overbevisning kunne sige hvem der bliver til noget i fremtiden. Ved at fjerne en hel klasse, gør man ikke bare udtagelseskravet markant sværere for talenterne, men man får også fjernet chancerne hos dem som først blomstrer senere. Talenterne får ikke længere lov til at være talenter i 4,5 & 6 klasse, for hvis de har ambitioner i deres sport, skal de udkonkurrere deres holdkammerater, for at sikre sig en plads på
talentlinjen i Kolding – en linje som har fostret mange eliteudøvere og verdensklasseatleter. I min sport
bowling, kunne jeg godt blive bekymret om vi bliver overset i vores samarbejde med Kolding Talent, da vi
ikke fostre en stor mængde, men historisk har fået løftet spillere til nye niveauer. – og med færre pladser kan jeg frygte at det bliver for svært at komme igennem nåleøjet. Jeg synes at vi har noget helt unikt kørende i Kolding kommune med vores talentarbejde, og vi giver børnene en unik mulighed for at udleve deres drømme, og gøre dem klar til hvad præmissen er, når man bliver senior elite. Af de bowlingspillere vi har
haft igennem Kolding Talent, har vi fået 20+ medaljer til europamesterskaberne, og 6 medaljer til
verdensmesterskabet. Det var vi ikke i nærheden af, før Talentlinjen blev oprettet. og vi var nok heller ikke
nået op på det niveau uden. Siden opstarten af Kolding Talent linjen havde klubbens historie 1 danmarksmesterskab hos herrerne og 1 danmarksmesterskab hos damerne, nu har vi 7 hos herrerne og 4 hos damerne. Det har for vores klub været uvurderligt med den ekstra fokus sporten og træningen har fået. Det ville være synd for de kommende atleter hvis det ikke skulle være af samme skala i fremtiden.”


Ina Thomsen, Formand Kolding Badminton Klub.
”Det ville være en skam at ødelægge mange års talentarbejde i Kolding Kommune, hvis man reducerede til et spor for klassetrin 7. – 9. Det vil betyde at vi står tilbage med et dårligere talentmiljø, for de nuværende og kommende talenter, hvor vi bl.a. vil blive udfordret på morgentræningerne, som vil blive svære at gennemføre. De unge talenter vil ikke søge til Kolding, men til andre byer, hvor de bliver tilbudt et miljø, hvor de kan kombinere deres sport og skole. Besparelsen vil være et kæmpe tab for alle sportsgrene i Kolding Kommune.”

Henrik Clausen, Formand Kolding IF Brydning
”Vi har været med fra starten, og haft stor glæde af talentmiljøet i Kolding, hvor vi især har haft glæde af
samspillet mellem skole, klub, forældre og, forbund med div. Landsholdssamlinger og internationale
stævner. De unge talenter kan nemt opleve forskelligartede forventninger fra de mange interessenter, og her har eliteklasserne på Brændkjær haft en stor rolle i at sætte rammerne for en hverdag med god balance mellem sporten, skolen og fritiden – uden stress. Eliteklasserne på Brændkjær har desuden understøttet en sund ungdomskultur og et miljø, hvor selv talenter fra smalle sportsgrene som Brydning kan finde fællesskaber med andre, der har samme passion og drømme, om at præstere maksimalt og nå så langt som muligt i netop deres sport. Vi oplever derudover, at den elitære tankegang smitter positivt af på vores bredde og giver klubkammeraterne lyst til at sigte højere i hverdagstræningen, hvorved de fastholdes i klubben. Det vil være superærgerligt at skære ned på noget, der fungere så godt som talent arbejdet i Kolding og eliteklasserne i særdeleshed.”

Karsten Strandridder, Udviklingschef Kolding Volleyball Klub
”Kolding Volleyball Klub har i skrivende stund kun 1 spiller i talentklasse. Vi har en forhåbning om, at dette
øges i årerne der kommer i takt med, at vi har stor tilstrømning af medlemmer og vores fokus på
talentudvikling udvides. Vi synes derfor det er problematisk med en besparelse i antallet af elever og dermed en reduktion i muligheden for deltagelse i talentklasser. Det vil ramme vores mulighed som klub for at give vores spillere muligheden for deltagelse i talentklasser. Vi håber derfor, at Kolding Kommune fortsat vil investere i talentudvikling og dette bl.a. med fastholdelse af det nuværende niveau af mulighed for talentklasser.”


Frederik Lund, Teknisk Chef Kolding IF Fodbold
“De konsekvenser, som denne besparelse vil medføre, kan ikke undervurderes. Ødelæggelserne er så
omfattende, at det er vanskeligt at sætte ord på den fulde betydning. På et tidspunkt, hvor sportsforeninger over hele landet intensiverer deres indsats og udvikler deres faciliteter og træningsmiljøer i et hidtil uset tempo, vil en sådan besparelse skabe et alvorligt tilbageskridt.
Det vil i særdeleshed få store konsekvenser for vores licensrangering, både på drenge- og pigesiden, og kan ultimativt betyde, at vi ikke længere vil kunne deltage i den landsdækkende række. Dette ville være et massivt tab, ikke kun for vores klub, men for hele kommunen.”

På baggrund af dette opfordrer vi Kolding Kommune til at genoverveje forslaget om at reducere
sportsklasserne. Lad os i stedet fastholde et tilbud, der både understøtter eliteudviklingen og styrker
breddeidrætten i Kolding.

Med sportslig hilsen,

BK Trekanten KIF, KIF Håndbold, Kolding Badmintonklub, Kaizen Karate Do, KIF Brydning,
Kolding Svømmeklub, Kolding Volleyball Klub, KIF Padel Club og Kolding IF Fodbold.

Comments are closed.